|
Artikel fra
Ikast Avis den 23. maj 2008
16. maj går
bukkejagten ind og det er en dag som
mange jægere ser frem til med
forventning. I ugerne op til dagen
indskydes riflerne, der snakkes ekstra
meget på skydebanen om de bukke, som man
har set på sit revir og der drømmes om
at nedlægge en flot seksender.
Således også i år
og i det midt- og vestjyske var
vejrguderne jægerne gunstig stemte – en
flot solopgang blev det – ja en
pragtfuld forårsmorgen.
Mellem kl. 8 – 9
begyndte de første jægere så at komme
til Ikast – Faurholt Jagtforenings
klubhus, hvor et af foreningens trofaste
medlemmer, Thorlak Kusk, allerede dagen
i forvejen havde forberedt
præsentationspladen med en granramme
klar til de nedlagte bukke.
Bavinchi-bageren
havde været omkring fra morgenstunden
med rundstykker og der var brygget kaffe
i litervis – det var 13. gang foreningen
havde arrangeret dette årlige bukketræf
og formanden, Jan Grønbæk kunne glæde
sig over det store fremmøde af jægere –
ca. 150 dukkede op i løbet af
formiddagen for at være til stede
omkring kl. 11.00, hvor de tre bedste af
de nedlagte bukke skulle præmieres med
medaljer fra Carl Søgaard og præmier fra
Seatrout.
Hugo Pedersen og
Thorlak Kusk havde i år en vanskelig
opgave med bedømmelsen for der var mange
flotte bukke blandt de i alt 19 på
paraden.
Efter den
traditionelle jagthornsblæsning kunne
Jan Grønbæk overrække guldmedalje og 1.
præmie til Per Svendsen fra Sunds,
sølvmedalje og 2. præmie til Jan Lørup
og bronze og 3. præmie til Søren Lørup
begge fra Ikast-Faurholt Jagtforening.
Far og søn tog sig
således af 2 af medaljerne, selvom
bukkene blev nedlagt på hver sit revir.
At 16. maj og
bukketræffet i jagtforeningen er noget
helt specielt for vore medlemmer
bevidnes af, at Søren Lørup, der nu bor
i Sverige, havde taget den lange tur
blot for at komme på bukkejagt og
bukketræffet.
Efter
præmieoverrækkelsen sivede jægerne
langsomt af sted og først på
eftermiddagen var der igen tomt i
klubhuset.
|